Kom i gang med din skoleopgave hurtigt og effektivt

juni 29, 2021 0 Af admin

Skal du i gang med at skrive opgave? Der er sikkert mange ting, du hellere vil bruge din tid på, end at sidde indenfor og skrive. Derfor gælder det om at optimere din tid, og arbejde så effektivt, som muligt. Det er ikke særlig produktivt at sidde og stirre ind i en skærm, og se hvordan siden i Word bliver ved med at stå helt blank. Læs med her og få idéer til, hvordan du kommer i gang. Mangler du et sted at finde inspiration, kan du også tage et kig på denne hjemmeside, som dækker mange forskellige opgaveemner.

 

Start med et overblik

Start med at danne dig et overblik over dit emne. Det kan være en god idé at lave en brainstorm og efterfølgende et såkaldt mindmap. I din brainstorm skal du prøve at fokusere på dit emne, og noterer alt hvad der dukker op i dine tanker. Du må ikke være for kritisk i denne proces. Det gælder bare om at få omdannet det tomme papir til noget der måske engang kan blive til en struktureret opgave.

Det er bedre at have for mange ord og sætninger med i din brainstorm end for få. Udover at denne proces skal hjælpe med at aktivere din hjerne, giver den også en god følelse af produktivitet. Det er skønt at se, at der faktisk kommer bogstaver ned på papiret. Når du har tømt din hjerne for ord, du forbinder med emnet, bør du for en kort stund tænke på noget helt andet. Gå en kort tur eller se en kattevideo på Youtube.

Inspiration fra Google

Det er selvfølgelig umuligt at lave en brainstorm om et emne, man slet ikke kender til. Er du i sådan en situation, kan Google være et godt værktøj. Søgemaskinen ved stort set alt, der er værd at vide, og selvom du måske ikke kan bruge søgeresultaterne som direkte kilde i din opgave, kan de fungere på samme måde som din egen brainstorm.

Skriv dit emneord i søgefeltet og vent med at trykke enter. Google kommer allerede her med forslag til hvilke ord, der ofte bliver søgt på sammen med det valgte søgeord. Disse forslag kan være nyttig information og nogle gange decideret inspiration. Når du har søgt på et emne, så tag et kig i bunden af siden med søgeresultater. Også her finder du inspiration, for Google fortæller nemlig mere om, hvilke ord du med fordel kan knytte til din søgning. Noter alle disse ord, begreber og sætninger som del af din brainstorm, og hold så en velfortjent pause.

Fra brainstorm til mindmap til opgave

Når du igen er klar til at arbejde på din opgave, skal du tage et kig på resultatet af din brainstorm – nu med friske øjne. Streg de ord ud, som måske alligevel ikke har noget med emnet at gøre, og de ord, der er for abstrakte. Herefter skal du i gang med at forbinde og gruppere dine ord og sætninger til et mindmap. Ord og sætninger som passer sammen forbindes med streger og cirkler.

Efterhånden som du får grupperet dine ord og sætninger, finder du frem til temaer, som med fordel kan udgøre afsnittene i din opgave. Nogle af nøgleordene kan sikkert også anvendes som overskrifter for opgavens afsnit. Du har nu et rigtig godt skelet til din videre opgaveskrivning.