Det er ikke altid bedst at sidde i uskiftet bo – her er hvorfor:

Mange ægtefæller indretter sig i tillid til, at de vil ”sidde i uskiftet bo” efter hinanden, når den ene ægtefælle går bort. Men hvad betyder uskiftet bo egentligt, og er det altid den bedste løsning for alle ægtefæller?

Hvad er uskiftet bo?

Uskiftet bo betyder, at en efterlevende ægtefælle overtager hele sin afdødes formue ved dennes død. Der sker således intet ”skifte” (arvefordeling). Den efterlevende ægtefælle får en ejers rådighed over arven, og får altså lov at beholde denne, indtil den efterlevende ægtefælle selv går bort. Når begge ægtefæller er gået bort, fordeles arven efter begge ægtefæller til deres respektive arvinger. Havde ægtefællerne kun børn med hinanden, har det altså ingen praktisk betydning, om arven stammer fra den ene eller den anden ægtefælle, men hvis mindst én af ægtefællerne havde børn fra tidligere forhold (særbørn), påvirker dette den samlede deling, og fællesbørn og særbørn vil dermed heller ikke indbyrdes arve ens.
Fordelingen påvirkes naturligvis også af, om ægtefællerne har oprettet testamente, der specifikt bestemmer, hvordan arven skal fordeles mellem børnene – og om de alternativt også har indsat andre arvinger.

Hvorfor er det ikke altid bedst at vælge uskiftet bo?

Uskiftet bo kræver først og fremmest, at den afdødes evt. særbørn giver samtykke til uskiftet bo. Grunden til dette er, at deres arv i princippet ”udsættes”, til den længstlevende ægtefælle går bort, med risiko for, at arven er både større og mindre til dén tid – samt risikoen for, at arven ”tages ud” af særbørnenes biologiske familie, idet ægtefællen, der sidder i uskiftet bo, jo ikke er børnenes biologiske forælder.

”Som nævnt ovenfor, overtager den efterlevende ægtefælle hele den afdøde ægtefælles formue – men arver dem ikke. Det er altså ikke ægtefællens egen formue, og midlerne må derfor ikke misbruges. Hvis børnene har mistanke om, at ægtefællen misbruger midlerne i det uskiftede bo, kan de rette henvendelse til skifteretten, som kan bestemme, at boet skal skiftes. Det er heller ikke muligt for den længstlevende ægtefælle at indgå nyt ægteskab, og mulighederne for at sikre en evt. samlever i et nyt testamente forringes også, idet man ikke vil have mulighed for evt. at kunne oprette et gunstigt ”udvidet samlevertestamente” med en evt. senere samlever.

Hvad kan vi gøre for at sikre os bedst muligt?

Det bedste, I kan gøre, er klart at oprette er testamente, hvori I bestemmer, at I vil arve mest muligt efter hinanden. Dermed vil længstlevende ægtefælle i gennemsnit kunne stå tilbage 15/16 af den samlede formue, hvilket er tæt på en uskiftet bo-situation, og samtidig undgå de ulemper, der følger med det uskiftede bo. Hertil kommer, at oprettelse af testamente ikke forhindrer, at i kan sidde i uskiftet bo, og derfor forbedres jeres samlede muligheder derimod blot gevaldigt. Det er op til den længstlevende ægtefælle selv, om denne vil sidde i uskiftet bo (med krav om evt. samtykke), eller om man vil skifte boet iht. testamentet. Med testamentet stiller I altså jer selv bedst muligt i alle tilfælde. I kan læse mere om oprettelse af testamente her.